Jakob Kjærsgaard

40 år, Holte/Søllerød
 

 

 

 

Jeg har boet 7 år i Holte/Søllerød med min familie. Min kæreste Maria er født og opvokset i Holte, hvor hun blandt andet har gået på Vangeboskolen. Vores ældste datter Agnes er lige startet på Vangeboskolen, og vores yngste datter Ella går i Sankt Georgsgårdens vuggestue.

Erhvervsmæssigt arbejder jeg i dag hos Politiken, hvor jeg er sagsansvarlig for salg til private og erhvervskunder.

Min politiske karrierer er startet for et halvt år siden, da jeg via min funktion som forældreformand i min datters børnehave (Vangebovej Børnehave) oplevede sager, som jeg ikke mente blev gjort ordentligt. Derfor er det blevet en sag for mig, at vi i Rudersdal kommune har de bedste rammer og vilkår for vores børn og unge, noget jeg ikke mener vi har i dag.

 

Mit yndlingssted i Rudersdal: Geels skov/Vedbæk strand

Geels skov, som ligger i vores baghave, er terapi for mig at være i og  høre fuglene synge/snakke om kap. Hele området i Søllerød er fantastisk at færdes i, da der er så meget natur og skønne omgivelser, som jeg og min familie bruger flittigt.

Vedbæk strand er et andet fantastisk sted at komme, især om morgenen, hvor man har stranden for sig selv.

 

Mærkesager:

Det bedste børneliv

Vi kan ikke spare alt væk. Det gælder både for vuggestuer, dagpleje, børnehaver og skoler. Der skal være valgmulighed mellem både store og små børnehuse samt dagpleje. Det er uambitiøst  kun at ville have store børnehuse, for så er der ikke noget valg. Det er ok at have små og velfungerende huse, hvor både børn og ansatte trives og hvor der er tid til alle. Vi skal have en ambition om at have de bedste institutioner og skoler i Danmark, en ambition jeg ikke oplever i dag.

 

Attraktivt for erhvervslivet

Hvordan får vi gjort det mere attraktivt for virksomheder at flytte til kommunen? Vi skal have hurtigere behandlingstider på sager, så alt ikke drukner i administration. Vi skal kunne tiltrække virksomheder,  blandt andet i kraft af vores gode infrastruktur med motorvej og offentlig transport. Ved at få flere virksomheder til Rudersdal kommune, vil vi også tiltrække flere familier og gøre det til Danmarks bedste kommune både at bo og arbejde i.

 

Bedre vilkår for de ældre

Vi skal have de bedste rammer for vores ældre, som der bliver flere og flere af i Rudersdal kommune. De ældre skal ikke begraves i diverse udgifter, som kan gøre det svært for dem at leve anstændigt. Det skal være muligt at finde en plejehjemsplads eller mindre bolig med have til dem, som kan klare sig selv, samt sikre den bedst mulige pleje af dem, som har brug for dette.