Lars V. Søndergaard-Nielsen

57 år, Kajerød
 

 

Jeg er gift med Camilla, og vi har Elisabeth Maximiliane 17 år og Sean Martinus 14 år

Jeg er opvokset i Bistrup. Jeg har taget min uddannelse på Birkerød Privatskole, HF i Næstved og læst til civiløkonom på CBS i København.

På 26. år arbejder jeg som hjælper for en spastisk lammet mand, hvilket giver mig en stor menneskelig berigelse. Derudover sidder jeg i Skatteankenævn Nærum og i Forenede Danske Skatteankenævns bestyrelse.

Som 4. generation blev jeg i 1973 medlem af den Konservative organisation og jeg har været medlem af den konservative familie lige siden. Jeg har haft forskellige tillidsposter og haft fornøjelsen af at sidde i Birkerød Byråd i 16 år.

Jeg genopstiller, fordi jeg vil være med til at præge og udvikle Rudersdal Kommune. Jeg er stolt af at være placeret i top 10 på en meget fornem liste. Men husk, at det er de personlige stemmer, der tæller.

 

 

Mit yndlingssted i Rudersdal: Åsebakken

At udpege et yndlingssted i Rudersdal Kommune er svært, da der er mange skønne steder som Vaserne, Furesøen og Rudeskov. Men et sted står stærk i min erindring: Åsebakken i Høsterkøb, da det var her, jeg var på knæ og friede til min hustru for 23 år siden.

 

Mærkesager:

Børnene er vores fremtid

Jeg vil arbejde for at højne kvaliteten i folkeskolen. Børnene skal have et solidt fundament fra skolen i samarbejde/forening med familien. Vores børn og unge skal rustes til fremtidens arbejdsmarked til gavn for os alle.

 

Tryghed og ordentlighed

Vi får en stigende ældrebefolkning i årene fremover, og da indtægterne ikke synes at stige tilsvarende, skal der findes løsninger der kan give os flere varme hænder til samme økonomi og samme kvalitet. De ældre skal havde sikkerhed og tryghed i deres hverdag. Det vil jeg arbejde for.

 

Kvalitet og ordentlighed

Rudersdal fremhæves ofte som en kommune med god økonomi. Det synes jeg ikke altid er til at se på vores veje og anlæg. Områderne trænger til et hovedeftersyn. Vores genbrugsstationer bør forbedres således, at man ikke skal op af en trappe for at smide stort brandbart affald i containerne. Den seneste stigning i kirkegårdstaksterne var ublu og kommunikationen heraf var uden kvalitet. Det vil jeg arbejde for at ændre.