Nicola Emily Larsen, Holte

Genopstiller som kandidat for de Konservative i Rudersdal ved kommunalvalget den 18/11 2025.

Lidt om mig selv

Hele mit liv har jeg boet i Rudersdal. Jeg har gået på Birkerød Skole, senere på Birkerød Privatskole og til sidst på Birkerød Gymnasium, hvor jeg i dag sidder i bestyrelsen. Jeg har spillet tennis og været træner i Birkerød Tennisklub, og i 10 år har jeg spillet klaver på musikskolen.

I dag læser jeg statskundskab på kandidaten, og så arbejder jeg i Danske Rederier. De seneste 3,5 år har jeg haft fornøjelsen af at være en del af Kommunalbestyrelsen, hvor jeg har siddet i Kultur- og Fritidsudvalget, Arkitektur- og Byplanudvalget samt Børne- og Skoleudvalget, hvor jeg har haft rollen som Børne- og Skoleordfører.

Når jeg ikke arbejder eller læser, bruger jeg en del tid i det lokale fitnesscenter i Birkerød – eller hygger mig med alle de gode mennesker i mit liv.

Derfor genopstiller jeg i Kommunalbestyrelsen

Da jeg blev valgt i 2021 – blot få måneder efter, jeg blev student – anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Men jeg har siden lært, hvor meningsfuldt, krævende og givende kommunalpolitik kan være. Arbejdet i Kommunalbestyrelsen har givet mig indsigt i komplekse problemstillinger og vist mig, hvor stor en forskel man faktisk kan gøre – både på den lange og den korte bane.

Min ambition er stadig den samme: Et bedre Rudersdal. Jeg har erfaret, at forandring tager tid – særligt når det handler om at skabe bæredygtige løsninger. Men vi er nået langt, og jeg er stolt af de resultater, vi allerede har opnået. Det giver mig lyst til mere.

Kommunalpolitik er noget af det, der betyder mest i hverdagen – for det er her, vi skaber rammerne for fællesskaber, velfærd og trivsel. Derfor glæder jeg mig til at tage endnu en tørn med arbejdstøjet på og fortsætte arbejdet for Rudersdal og borgerne – hvis I vælger mig.

Det jeg vil arbejde for / Mine personlige mærkesager

  • Høj faglighed og trivsel i vores skoler – fordi børn lærer bedst, når de trives, og alle skal have de bedste muligheder for at udvikle sig.
  • Liv i byerne – vi skal styrke de lokale fællesskaber og skabe rammer for et levende handelsliv, hvor mennesker mødes og trives.
  • Rudersdal som den bedste kommune for unge – med plads til ambitioner, stærke fritidstilbud og et fællesskab, hvor unge føler sig hjemme.
  • En ambitiøs grøn omstilling – hele vejen rundt – klimaet skal tænkes ind i alle kommunens beslutninger, fra byggeri og transport til indkøb og energiforbrug.

Kontakt: Jeg træffes på mail: nemi@rudersdal.dk eller nicola.emily1234@gmail.com